-
Trumps advokater i opsigtsvækkende forsvar: Præsidenten kunne beordre et attentat på politisk rival
Источник: BDK Borsnyt / 10 янв 2024 00:09:44 America/Chicago
Donald Trump og hans advokater var tirsdag i retten i Washington, D.C. Her kom de med en opsigtsvækkende påstand: De hævdede, at en amerikansk præsident ville kunne beordre SEAL Team Six – en specialenhed i det amerikanske militær – til at dræbe en politisk rival uden at blive retsforfulgt. Eksemplet skulle illustrere Trump-lejrens juridiske påstand om, at en præsident som udgangspunkt altid har immunitet. Kun hvis et flertal på to tredjedele af Senatet har fundet præsidenten skyldig i en rigsretssag, kan immuniteten ophæves, hævder Trump-lejren. Tirsdagens høring drejede sig om, hvorvidt Trump kan gemme sig bag sin immunitet, når der 4. marts bliver taget hul på en retssag, hvor Trump er tiltalt for at have forsøgt at omgøre præsidentvalget i 2020. »Hvis man godkender, at en præsident retsforfølges for sine officielle handlinger, åbner man Pandoras æske – noget, som nationen aldrig vil komme sig over,« sagde Donald Trumps advokat John Sauer. »Det er et chokerende synspunkt, at retlig immunitet ikke findes for en præsident,« sagde John Sauer. Donald Trump behøvede egentlig ikke selv at møde op, men gjorde det alligevel. Der var dog ikke meget forståelse at spore hos de tre dommere, som tirsdag lyttede til Trump-lejrens argumenter, skriver mediet The Hill. »Jeg synes, det er paradoksalt, at man siger, at hans (Trumps, red.) konstitutionelle pligt til »at sørge for, at lovene bliver troligt håndhævet«, tillader ham at overtræde straffeloven,« sagde dommer Karen Henderson. Dommerne skal, inden den egentlige retssag begynder 4. marts, tage endegyldigt stilling til, om Donald Trump kan beskyttes af sin immunitet. Det ventes, at dommerne afviser Trump-lejrens argumenter. I sagen anklages Trump for forsøg på at have hindret Kongressen i at foretage sit arbejde samt for at bedrage den amerikanske regering. Det drejer sig konkret om hans angivelige forsøg på at få sin daværende vicepræsident, Mike Pence, til ikke at godkende Joe Bidens sejr ved en formel proces 6. januar 2021 og hans forsøg på at rekruttere falske såkaldte valgmænd, som skulle pege på Donald Trump som vinder snarere end den egentlige vinder, Joe Biden. https://www.berlingske.dk/internationalt/trumps-advokater-i-opsigtsvaekkende-forsvar-praesidenten-kunne